Tilbudsportalen er en falsk garanti og bør afskaffes

Et nummer jeg ikke kender, viser sig på displayet af min telefon. Jeg lader den ringe, da jeg holder ferie. Et par minutter efter ringer telefonen igen. Denne gang genkender jeg nummeret. Det er en af de mange borgere, der henvender sig efter et forgæves misbrugsbehandlingstilbud i kommunen. Jeg løfter røret og bliver klar over, at borgeren sidder hos den kommunale sagsbehandler. Sagsbehandleren har forgæves forsøgt at finde Komphash på Tilbudsportalen. Efter en kort præsentation, spørger sagsbehandleren om vi ikke er på Tilbudsportalen. Jeg svarer, at vi ikke er et paragraf 101-tilbud, og derfor ikke er at finde på Tilbudsportalen. Sagsbehandleren svarer derefter, “At det var ærgerligt, da Københavns Kommune, kun visiterer til behandlingstilbud der er godkendt på Tilbudsportalen”. Jeg trækker vejret ind og gentager: “Vi er IKKE et paragraf 101-tilbud og derfor IKKE at finde på Tilbudsportalen; det er derfor ikke et spørgsmål om hvorvidt vi er godkendt, men alene et spørgsmål om, at vi ikke er på Tilbudsportalen, fordi vi ikke er et paragraf 101-tilbud”.

 

Borgeren svigtes

Sagsbehandler gentager et par gange, men min pointe og dermed mit svar, bliver det samme. Efter et par omgange cyklen rundt i paragrafer, siger jeg til sagsbehandleren, at borgeren godt kan få vores tilbud, men at Københavns Kommune, VÆLGER at tilbyde mere af det der ikke virker, ved ikke at lade borgeren prøve et andet tilbud end det fejlslagne, som kommunen tidligere har entreret med. Kommunen kunne, hvis den ville, entrere med en ekstern aktør (ikke-kommunalt behandlingstilbud), men de vælger, IKKE at gøre det. Jeg nævner for sagsbehandler en række kommune som gør det, og som vi har et samarbejde med om at hjælpe borgeren. Inden vi afslutter – hvad der for borgeren mildest talt må opleves som en frustrerende samtale – nævner jeg, at borgeren kan anke kommunens skriftlige afslag på anden hjælp. Sagsbehandlerens afslutningsreplik, er, at “hvis vi var på Tilbudsportalen, fik vi flere opgaver”, hvortil jeg, tørt, men sandt, siger, at vi har rigeligt at gøre med at hjælpe de borgere, der kommer ud af fejlslagne behandlingstilbud i kommunerne.

Jeg taler efterfølgende med sagsbehandler, der har været en tur omkring dennes leder, der bekræfter, at man KAN vælge en ekstern aktør, men at kommunen ikke gør det. Sagsbehandleren afslutter denne samtale med at sige: “Så desværre”, hvortil jeg svarer, “Du skal ikke sige desværre til mig. Det skal du sige til borgeren, da det er ham I svigter, igen. Først ved at tilbyde en hjælp der ikke virker, og nu igen, ved at insistere på mere af det, der ikke virker”.

Når borgeren tager sagen i egen hånd

Som beskrevet, oplever vi tit, at borgeren ikke få den hjælp der er nødvendig for at komme ud af misbruget. Dem vi tager imod har alle og uden undtagelse, fået “hjælp” i det offentlige system. Lige meget har det hjulpet. Fair nok, misbrugsbehandling er ikke let som jeg har beskrevet i bogen “Den vigtigste bog du nogensinde har læst om cannabis”, men at insistere på mere af det der ikke virker, burde være det sidste vi vælger i et forsøg på at hjælpe borgeren.

I Danmark hjælper det offentlige behandlingssystem kun knap halvdelen ud af deres hashmisbrug. Som samfund er vi for uambitiøse når det gælder misbrugsbehandling, og vi har tilmed den frækhed, at kalde vores behandlingseffekt “ekstraordinær”. Antallet af unge, der prøver at ryge hash, er stigende og i Danmark hjælper vi alt for få ud af misbruget igen. Vi har på en eller anden måde fået vedtaget mellem linjerne, at det er godt nok. Men det er simpelthen for dårligt. Jeg er glad hver gang en hashryger slipper ud af sit misbrug, men jeg er samtidig dybt bekymret for de mange, vi sender ud ad døren og som ikke bliver hjulpet (halvdelen. OBS. De gennemfører ikke behandlingen). I Danmark har vi rigtig mange, der cirkulerer rundt alene med deres hashmisbrug. Når de efter et fejlslagen behandlingsforløb får samlet sig selv op igen, og vender tilbage til kommunen for endnu engang at få hjælp, bliver de mødt af paragrafer og med en besked om, at de kan få mere af det der ikke virker. Det er ikke bare håbløst, det er uanstændigt.

Kom nu, det virker jo ikke

Det er på tide, at politikere og sagsbehandlere i Danmark får øjnene op. Vi skal som samfund løfte os fra middelmådig til topprofessionel misbrugsbehandling, særligt når der findes behandlingsmetoder, der dokumenterbart virker bedre end dem vi finder på Tilbudsportalen.

Tilbudsportalen burde være borgerens (og visiterende myndigheds) garanti for, at behandlingen er “state of the art”, m.a.o. det bedste vi kan tilbyde. Det er rigeligt hårdt, at tage det første skridt ind i behandling, og tro mig, det bliver ikke lettere at skulle tage skridtet igen, efter et fejlslagen behandlingsforløb. Og, ja, selvfølgelig – ingen metoder virker hele tiden og med alle (forskningen der understøtter dette, er beskrevet i bogen “Den vigtigste bog du nogensinde har læst om cannabis”), men blindt at lade paragrafer og “sådan plejer vi at gøre”, bestemme praksis for hvordan vi hjælper mennesker i vores samfund med et af de mest alvorlige og invaliderende problemer, er beskæmmende.

Jeg har set systemet indefra

Da jeg i amtets tid, sad sammen med mit team og visiterede til stoffri behandling, var statistikken lige så nedslående som den er i dag. Som andre kommunale tilbud, havde vi en mappe på hylden med “godkendte tilbud” fra Tilbudsportalen. Når en borger kom ind med et misbrug, tog vi mappen ned fra hylden og sagde til borgeren: “Her er hvad du kan vælge”. Selv om der blev brugt tid på at undersøge og afklare behov og motivation, var mappen “Den hellige gral”. Hvis borgeren valgte et tilbud herfra, var alt godt, da tilbuddene heri, var “godkendte” og dermed virkede efter hensigten. Det var ofte ikke tilfældet. Sammen med min souschef tog vi sagen i egen hånd og kørte landet rundt, for med egne øjne, at se og mærke Tilbudsportalens såkaldte godkendte tilbud. Efter dette blik indefra, vendte vi hjem og reviderede mappen. Flere tilbud blev helt fjernet og andre nye kom til; vi kunne i flere tilfælde ikke stå inde for det vi så. Der var simpelthen mange steder hvor man sagde ét og i praksis gjorde noget andet, men mest vigtigste var det selvfølgelig, at det pågældende tilbud ikke virkede efter hensigten ved at få borgeren ud af misbruget.

Lad os nu lytte til den borger der træder ind af døren og respektere hans eller hendes lovmæssige krav på at få en behandling der virker. Ja, det ikke en bil vi reparerer, så vi kan ikke give en garanti, men vi må stoppe med at bruge det der ikke virker, og krampagtigt og blindt, insistere på mere af det samme.

Hvordan ender det for denne borger?

Formentlig som for mange andre. En del af problemet er, at det er for vanskeligt at klage over kommunens bevidstløse mere-af-det-samme-tilbud. Hvor skal borgeren finde kræfterne midt i et altfortærende misbrug til at føre en sag mod kommunen? Borgeren her har faktisk gjort der let for kommunen, idet vedkommende kommer med et konkret bud på hvem der kan hjælpe (bedre) efter det fejlslagne behandlingstilbud fra kommunen. At afvise det, siger desværre alt om, hvor langt vi er i dansk misbrugsbehandling fra faktisk at hjælpe borgeren; vi lytter ikke engang til hvad borgeren mener hjælper ham bedst. Borgeren har i dette tilfælde allerede talt med Komphash, og har konstateret, at hér er dét, der kan hjælpe mig, herunder en alliance med behandleren som vedkommende håbede på. Hvis ellers man gad at læse ind i forskningen om hvad der virker i terapi, ville man hurtigt konstatere, at netop borgerens egen idé om hvad der er til hjælp, herunder alliancen, er den bedste indikator for et positivt udbytte for borgeren. Vi siger, at vi lytter til borgeren og kan alle recitere Kierkegaard, men sandheden er, at vi stoppede med at lytte længe inden borgeren kom ind ad døren, fordi vi allerede har bestemt hvad der skal ske efter samtalen.