HASHMISBRUG HJÆLP
For dig der ryger
For dig der er forælder
For dig der er professionel
HOVEDKONTOR:
Jernbanegade 23B
4000 Roskilde
tlf. 70 23 21 21
info@komphash.dk
En gængs opfattelse er, at man ikke kan hjælpe nogen der ikke vil hjælpes selv. En del forældre tilslutter sig denne opfattelse omkring deres søn der er havnet i et hashmisbrug. De har ofte over lang tid forsøgt alverdens ting for at fravriste sønnen misbruget. Og uden held. Det er helt forståeligt, at man kan komme dertil som forælder, men opfattelsen er forkert. Det er simpelthen ikke rigtigt, at man ikke kan hjælpe et andet menneske, der ikke vil hjælpes. Her er hvorfor.
For det første, alle de hashrygere vi møder, uden undtagelse, vil ikke hjælpes ifølge dem der kommer med dem (forældre, Socialrådgivere, opholdssteder osv.). Det vil de sjovt nok når vi har talt med dem. Så måske handler det om hvem der tilbyder hjælpen og hvordan.
For det andet, har forældre (med andre) der konkluderer, at deres søn ikke vil hjælpes/ikke kan se problemet med hashrygningen, ikke forstået det bærerende princip i arbejdet med at hjælpe en hashryger ud af misbruget, nemlig at hashrygeren ikke evner at se problemet, da det han skulle se det med, er røget væk.
Se i øvrigt hele tjeklisten med de 10 ting du skal indstille dig på som forælder for at hjælpe din søn her
For det tredje, selv hvis du som forælder følger vores testede strategi gennem Forældrecoaching vil det ikke lykkes, hvis du ikke er villig til at acceptere præmissen for dialogen og dermed hvad du kan og ikke kan i dialogen.
“Uanset din søns alder, vil der altid være “et lille barn i ham” som du skal se og tage i hånden ved at vise din ubetingede kærlighed – misbrug eller ej”
En af de præmisser er, at du som forælder bliver nødt til at komme ind i dialogen fra en anden vinkel. I mailen kunne jeg læse, hvordan forældrene beskrev at deres søn tog dårlige valg og notorisk løj. Det er meget muligt, men det du fokuserer på, får du nu engang mere af. Jeg siger ikke, at det ikke er rigtigt at han tager dårlige valg og lyver, men jeg siger derimod, at den måde du vælger at se ham på, bestemmer hans adfærd. Det bliver en negativ selvopfyldende profeti.
I Forældrecoaching taler vi om de 4 vinkler eller positioner, man kan komme ind i dialogen fra. Det er desværre kun den ene der virker og forældre er som udgangspunkt ”wired” til at komme fra de 3 andre, fordi det handler om at sikre sit barns overlevelse.
Hvis ikke vi som forælder kommer ud af reptilhjernen i dialogen, så vi indskrænker hashrygerens muligheder til enten at kæmpe eller flygte. Derfor er det præcis de to reaktioner forældre oplever fra deres hashrygerende søn. Når det er sagt, så er det heller ikke din søn, der tager dårlige valg eller lyver; det er hashrygeren, og det er hashrygeren du møder i dialogen, ikke din søn. Din søn er for længst blev smidt ud af ”kontrolrummet” (frontallapperne). Vi taler i behandlingsverdenen om en ”hashidentitet”. Din søn har ikke frivilligt sluppet kontrollen med hans liv, men hashen har overtaget kontrollen. Bare fordi han selv har valgt at ryge, betyder det ikke, at han selv har valgt de konsekvenser der følger med. Årsagen til det skal findes i, at de konsekvenser ikke er synlige for ham selv; det han skulle opdage dem med, har han røget væk. Det er stadig hans ansvar, men du kan ikke få ham til at tage det, ved at fortælle, at hashrygning er et problem. Spørgsmålet er derfor om du kan tilgive din søn at han er fanget i et misbrug han ikke selv forstår og derfor ikke kan slippe ud af. Og måske et endnu vigtigere spørgsmål: kan du tilgive dig selv, at du ikke har kunnet hjælpe ham indtil nu?
Forældrene skriver videre i mailen, at deres søn har planer om uddannelse. Men de tror heller ikke på at det lykkes denne gang. ”Hvorfor skulle det”, som de skriver. Men hvorfor skulle han også investere i at lykkes, når dem der betyder mest i hans liv, ikke tror på ham. De vil, endnu en gang, få ret, fordi de med den ”tillid” de viser, slukker hans lyst til at vise at han godt kan.
De beskriver hvordan sønnen tidligere i livet ikke ønskede at involvere dem og at de problemer der var, af den grund ikke blev løst. Det er ikke unormalt at vi i det øjeblik vi kan se at vores børn selv er i stand til at binde snørebåndet på skoene og tage tøjet på, trækker os lidt for lige at tage luft ind. Det er helt naturligt. Men det er ikke børns opgave at komme til deres forældre med problemerne; det er forældrenes opgave at holde sig inde i indercirklen i barnets liv, så de problemer der opstår, aldrig bliver barnets problem, men noget vi løser sammen. Derfor skal vi blive inde i kampen, uanset hvor gamle de er, men der er selvfølgelig bare på en anden måde, når de er teenagere og voksne.
Forældrene skriver, at de ”kræfter man er oppe imod, kan man ikke gøre noget ved” og at ”håb er en vanskelig størrelse og skaber en række følelsesmæssige problemer”. Jeg bliver jo virkelig ked af det, når jeg læser det, fordi jeg kan se hvordan de opgivet, og fordi jeg ved fra samtalerne med hashrygerene, hvordan det føles når forældre giver op på en. Det er måske den største smerte man kan have i livet. Alle de historier forældre naturligt skaber om ”hvem han er” (og ikke er), er med til at påfører sønnen en skyldfølelse og utilstrækkelighedsfølelse, og med det, desværre en grund mere til at ryge. Grunden er, at han ikke kan skelne mellem hashen og sig selv (det er to helt integrerede størrelser), så når forældrene kritiserer hashrygningen, oplever han det som en personlig kritik.
Virkeligheden er, at med den tilgang – som selvfølgelig er en udløber af utallige forsøg på at hjælpe – isolere sin søn, der nu kun oplever en kærlighed fra forældrene der er betinget. Det er værd at huske på, at du er ikke i stand at ændre noget eller tage ansvar for et noget, hvis dem der betyder noget for dig, ikke tror på dig.
Uanset din søns alder, vil der altid være “et lille barn i ham” som du skal se og tage i hånden ved at vise din ubetingede kærlighed – misbrug eller ej.
Det vigtigt for mig at sige, at jeg ikke peger fingre ad nogen her. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at jeg på første hånd har oplevet, hvordan forældres tilgang påvirker den der ryger. Jeg har i mange samtaler gennem årene siddet sammen med hashrygerne og hørt dem fortælle om, hvor kede af det de er over ikke at leve op til deres forældres forventninger. Derfor er et af de konkret råd jeg giver forældre også, at de ikke skal det bedømme de ”sender ud” i dialogen efter deres hensigt, men derimod efter reaktionen hos deres søn.
Click here to add your own text