Favorit-argumenter for en legalisering – og hvorfor de ikke holder
Argumenter for en legalisering af hash fremsættes igen og igen.
En legalisering vil ifølge nogle politikere, tage pengene fra banderne og frigive politiressourcer, fordi de ikke skal jage banderne og brugerne. Desuden vil et statsstyret hashsalg betyde, at kunderne kan få information om risici og rådgivning og hjælp ved afhængighed. Endelig er udsalgsstederne ensbetydende med “rent produkt” til gavn for kunderne.
Det virker umiddelbart overbevisende og som en rigtig god idé.
Eller hvad?
Lad os liste fordelene ved en legalisering sådan, som nogle politikere ser dem:
- Bander og andre kriminelle grupperinger vil ophøre, idet de ikke længere kan tjene penge
- Lovløsheden på Christiania vil forsvinde
- Kunder bliver ikke kriminaliseret
- Frigivet politiressourcer
- Indtjening til staten gennem afgifter
- Et ”rent” produkt til kunden
- Oplysning og rådgivning til kunden
- Indsatsen er forfejlet
Lad os give disse overbevisende argumenter et eftersyn.
”Bander og andre kriminelle grupperinger vil ophøre, idet de ikke længere kan tjene penge”
Når vi allerede har problemet med hashmisbrug i samfundet, er der ingen grund til at ”sætte flere varer på hylden”.
Argumentet om at hash-kriminaliteten og dermed banderne vil forsvinde ved en legalisering, bygger på en forkert præmis om, at banderne alene tjener penge på hashsalg. Det ved vi faktuelt ikke passer. Selv hvis de gjorde, vil de altid kunne underbyde den offentlige pris, da de ikke betaler skat og får hashen produceret/leveret fra steder, der heller ikke betaler skat.
Cannabis er et ungdomsfænomen. Det er i de tidligere teenageår, man tester cannabis. Hvem skal servicere denne ”kundegruppe”, når en legalisering vil indebære en aldersgrænse for køb på fx 18 år? Hvad skal alle de hashrygere gøre, der foretrækker skunk? Skunk indeholder terpener og giver sammen med THC-rusen en opløsningsrus. Et statskontrolleret salgssted vil ikke udbyde denne variant. Endelig vil de garvede ”hash-connaisseurs” kræve flere varianter/strenge end dem, et statskontrolleret salgssted vil kunne udbyde. Der vil med andre ord fortsat være et marked for de kriminelle grupperinger.
Fra Colorado, hvor man har legaliseret hash, meldes der om øget kriminel aktivitet i form af øget illegal produktion efter legaliseringen. I Oregon sker mindst 70% af den cannabis, der sælges (2016), via det sorte marked. 3-4 gange så meget cannabis, som der konsumeres i Oregon, forlader staten mhp. illegalt salg. Kriminaliteten er steget 11 gange hurtigere i Colorado end i resten af landet.
”Lovløsheden på Christiania vil forsvinde”
I maj måned 2018 lukkede Christianitterne pusher Street for at rydde ud i ”folk de ikke kender og kan forholde sig til”. Tre dage efter åbnede Pusher Street igen med fortsat hashsalg. Noget tyder på, at lovløsheden på Christiania kommer ”indefra”.
”Kunder bliver ikke kriminaliseret”
De borgere der vælger at købe hash, vælger at kriminalisere sig selv. Borgere der kører for stærkt på vejene, kriminaliserer på samme måde sig selv. Når loven er til, at det for at sende et signal om, at det er farligt. Ikke for at genere borgerne. Tværtom.
”Frigivet politiressourcer”
Narkotika er kommet for at blive. Det vil altid være en del af politiets opgave at bekæmpe den. Det er ikke en krig mod narko. Det er et forsvar for de unges hjerner. Politiet laver en forbilledlig indsats, og jo kun hvad de får mandat til.
”Indtjening til staten gennem afgifter”
Pengene skal bruge til forebyggelse. Hvorfor skaffe penge til forebyggelse, ved at gøre det problem, vi skal forebygge, større? Man tænker uvilkårligt, om den slunkne statskasse og presset fra erhvervslivet om et nyt investeringseventyr har indflydelse på legaliseringsiveren.
”Et ”rent” produkt til kunden”
Problemet er ikke, hvad der kan komme i ved en ikke-autoriseret produktion, men hvad der allerede er i. THC, det psykoaktive stof, der giver rusen, er også problemet, idet THC´en giver en reduceret kognition, med bl.a. dårlig hukommelse og forringet indlæringsevne til følge.
”Oplysning og rådgivning til kunden”
Hvorfor sætte flere varer på hylden af noget, der notorisk er problemer med, for at oplyse og rådgive om risici og misbrug? Det er omvendt logik. Vi må erkende, at problemet allerede er her, og at vi har rigeligt at gøre med at sikre de unge, der har et misbrug, effektiv behandling.
”Indsatsen er forfejlet”
Politikere bag et hvilket som helst forbud nærer ingen naiv ambition om at fjerne en uhensigtsmæssig eller destruktiv adfærd i et samfund, men derimod en ambition om at begrænse adfærden mest muligt.
Cannabissens illegale status afholder trods alt mange fra at købe cannabis. Hvis nu alle ved, hvor man kan få fat i cannabis, så må man spørger sig selv hvorfor ikke alle anvender. En grund kan måske være, at det faktisk er forbudt. Narkotika Politisk Center gennemførte i 2021 en IPSOS-undersøgelse, hvor 1.000 personer mellem 20 og 29 år blev spurgt, hvorfor de ikke brugte cannabis, eller ikke brugte det oftere. Blandt dem, der ikke brugte hash, sagde 33 procent, at det var fordi de ikke havde lyst, og 23 procent sagde, at det var fordi det var forbudt. Blandt de unge, der røg hash det sidste år, svarede 24 procent, at de ikke røg oftere, fordi de ikke havde lyst. 16 procent svarede, at det skyldtes frygt for at blive fanget af politiet, og 7 procent svarede, at de ikke ryger oftere, fordi det er forbudt.
Ser man på hele perioden fra 2000 og frem til i dag (2020) er udviklingen i udbredelsen af hash overordnet set stabil. Fra 2013 til 2017 ses et lille fald i udbredelsen af hash blandt de 16-24årige.
En lovliggørelse vil alt andet lige betyde øget tilgængelighed.
Med et forbud i ryggen, kan vi som samfund bedre kommunikere de dokumenterede skadevirkninger, der eksisterer ved hashrygning. En legalisering vil tolkes som en statslig blåstempling og dermed risiko for øget forbrug og udvikling af afhængighed og misbrug.
Kilder:
“SAM Lessons learned from marijuana legalization in four U.S. states and D.C.”, March 2018, side 6, Smart Approaches to Marijuana (SAM)
“SAM Lessons learned from marijuana legalization in four U.S. states and D.C.”, March 2018, side 7, Smart Approaches to Marijuana (SAM)
”Narkotikasituationen i Danmark 2020, Delrapport 1”, side 4, Sundhedsstyrelsen
“IPSOS-undersøgelse 2021”, Narkotika Politisk Center (Sverige)
Favorit-argumenterne:
- Bander og andre kriminelle grupperinger vil ophøre, idet de ikke længere kan tjene penge
- Lovløsheden på Christiania vil forsvinde
- Kunder bliver ikke kriminaliseret
- Frigivet politiressourcer
- Indtjening til staten gennem afgifter
- Et ”rent” produkt til kunden
- Oplysning og rådgivning til kunden
- Indsatsen er forfejlet