Når vi er i stand til at hjælpe den der ryger hash til et fuldt stop – og ikke endnu en pause – er det fordi vi fjerner den grunden til at fortsætte.
Jeg vil ud, men det har jeg sagt så mange gange nu. Jeg ved jeg har brug for hjælp til det, men hvad det er for en hjælp ved jeg ikke. Jeg har desværre ikke styrken selv til at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at skaffe mere, men jeg kender mig selv. Pludselig skriger kroppen for meget og på en eller anden mærkelig impuls, er man på vej til at skaffe mere. Da er det for sent, for nu er man allerede i gang og kroppen ved den snart kan blive “behandlet”, så er der sgu ikke meget at stå imod med. Jeg er bange for at dette vil ske igen.