Jeg har en viden, som det desværre ikke længere lader sig gøre at ignorere. Jeg ved ikke om det gør det til mit job, men nogen skal jo sige det oplagte.
Jeg forstår godt, at man som lægmand ikke kan se det oplagte, men her er de briller man skal se med, for at få den samme bekymrende viden.
Der er en alvorlig risiko for, at regeringens initiativ ender i velmenende hensigtserklæringer
Med regeringens kommende planer om fra 2024 at få den regionale psykiatri og den kommunale misbrugsbehandling til at supportere og komplimentere hinanden til gavn for landets misbrugere med samtidige psykiske lidelser, er der en alvorlig risiko for, at regeringens initiativ ender i velmenende hensigtserklæringer.
På den nylige overståede KL Rusmiddelkonference i Nyborg var der mange deltagere fra kommuner og regioner, som ikke troede på et godt udfald af initiativet. Jeg er enig med dem, men af en anden grund end de grunde de typisk nævnte, når vi talte sammen i pauserne: manglende kapacitet og kompetencer.
Nej, min skepsis drejer som noget helt andet. Hvis ikke vi starter med at kigge på kvaliteten af de sociale indsatser – hvad enten det er misbrugsbehandling eller psykiatri – så vil nok så mange velmenende planer ikke gøre en reel forskel for den misbruger, der lige nu falder imellem de to indsatser, der skal hjælpe. Jeg skal afholde mig fra at udtale mig om kvaliteten af psykiatriens indsats af den simple grund, at jeg simpelthen ikke har tilstrækkelig indsigt til at kunne vurdere den.
95% af de unge, der søger behandling, angiver hash som hovedmisbrug og årsagen til henvendelsen
På KL’s konference fortalte Center For Rusmiddelforskning om, hvor fremragende dansk misbrugsbehandling er, og hvor gode resultater vi er i stand til at opnå med borgere med misbrugsproblemer. Det var tå-krummende pinligt at være vidne til den parade, hvor kejseren tydeligvis ikke har noget tøj på.
Dansk misbrugsbehandling anno 2023 lader meget efter at ønske. Medmindre man ikke ser det, der burde springe i øjnene. Effektmålinger har, må vi forstå, vist, at 47 procent af de unge, der har indgået i dansk misbrugsbehandling, var stoffri 21 måneder efter at de trådte ud af behandlingen (med metoden MOVE). Det er virkelig imponerende. Man tøver da heller ikke med at kalde resultatet for ”ekstraordinært”.
Det er en passende betegnelse, hvis det var rigtigt. For at forstå hvorfor resultatet i bedste fald er middelmådigt og så langt fra ekstraordinært, er der én ting, man behøver at vide om det mest populære rusmiddel næst efter alkohol, nemlig hash (som 95 procent af de unge, der søger behandling, angiver som hovedmisbrug og årsagen til henvendelsen): Hash er modsat alkohol fedtopløseligt, og har derfor en lang udskilningstid. For borgere der er behandlingskrævende for deres hashmisbrug, er udskilningstiden 6 uger. Kliniske kognitive test og videnskabelige studier har konsekvent vist, at kognitionen kræver minimum 6 ugers hashfrihed for at fungere optimalt.
Det mest iøjnefaldende og det som alle kan se, er, at over halvdelen ikke er hjulpet. Det er vel i ordets egentlig betydning blot middelmådigt.
Det næste problem er selv resultatet, når det gælder hashmisbrug. I beskrivelsen af MOVE på Socialstyrelsens hjemmeside, defineres ”stoffri”, som ”stoffri i mindst 1 måned” (siden behandlingen blev afsluttet, red.). 1 måned eller 4 uger gør reelt ingen forskel i de kognitive evner, der gør os i stand til at tænke, reflektere og løse problemer. I bedste fald har hashmisbrugerne altså bare opnået endnu en pause uden at have opnået et forbedret funktionsniveau.
Det tredje problem får resultatet til at blive endnu mindre ekstraordinært. Når man læser rapporten om MOVE, får man det indtryk, at det er halvdelen af de indskrevne (460) der var stoffri efter 21 måneder. Virkeligheden er en anden. Det er nemlig kun halvdelen af dem, der kunne opnås kontakt til (et tal som naturligt falder, jo længere væk opfølgningstidspunktet ligger fra behandlingens afslutning) på det tidspunkt, hvor man lavede opfølgningen. I effektmålingen har man benyttet sig af en fremskrivningsmetode, der således “baserer sig på estimater, der kan diskuteres”. Helt konkret betyder det, at man viderefører resultatet ved sidste opfølgning, hvis man ikke kan få kontakt til personen ved den aktuelle opfølgning.