Vi tænker traumer som noget der er sket og som noget der ligger bag os tidsmæssigt. Derfor er en naturlig tanke, at vi skal tilbage og ”hente det frem” for at forstå og bearbejde det. Et traume er dog ikke det der skete med os, men det der skete indeni i os, som et resultat af det der skete med os.
Et traume kan forstås som et ”sår” eller et ”ar” som vi har med os nu, og som vi oplever som en konsekvens af det der skete os dengang. Såret er ømt og sensitivt og gør os derfor mindre fleksibel, mere rigid, mere defensiv og mindre i stand til at håndtere følelser. Det betyder ikke, at vi er sådan som person, men at fortidens oplevelse har efterladt os med en måde at forstå verden, der har præget os i en sådan grad, at det kommer til udtryk i det liv vi lever her og nu. At traumet er det vi oplever nu, betyder at vi kan heale. Hvis det var noget der hørte fortiden til, ville vi ikke kunne ændre det.
Vores forståelse af verden betyder, at vi gennem traumet har mistet hvem vi kunne blive, fordi vi hænger fast i hvem vi var. Vi er blevet afkoblet fra os selv og dermed muligheden for at blive dem vi er. De tanker, de følelser og ikke mindst handlemønstre der var nødvendige for at overleve traumet, har præget os i en sådan grad, at vi har mistet evnen til at være i kontakt og dialog med os selv i realtid. Derfor ligger healingen af traumet i en tilkobling til os selv. Bessel van der Kolk, der har forsket i posttraumatisk stress, siger, at ikke at blive set eller hørt, er det største traume, og formulere afkoblingen på denne måde: ”If they don´t see you, you don´t see you.”
”If they don´t see you, you don´t see you.”
Vi må lave os selv om for at overleve
Når barnet vokser op har det en implicit hukommelse frem til det tredje leveår. Siden er det eksplicit hukommelse, der gør at vi kan huske ting i en kognitiv forstand. Det betyder, at alle oplevelser de første tre år lageres i nervesystemet. Derfor har vi ingen hukommelse af hvad der skete i de år, men derimod en kropslig hukommelse. Alle de oplevelser der finder sted i den periode, huskes af kroppen. Sker der noget, der ikke kan forløses med de vanlige strategier (kalde på hjælpe, kæmpe, flygte og zoome ud), efterlades kroppen med et ubearbejdet aftryk af oplevelsen, som præger barnet forståelse af sig selv og sig selv i forhold til omverdenen. Det betyder også, at kroppen – fordi vi ikke (som dyrene) er i stand til (bogstaveligt talt) at ryste oplevelsen af os (eller undertrykke følelserne) – lever i fortiden, og konstant reagere som om fortiden sker lige nu og her.
Når vi som små børn oplever følelser af sult, af at være trætte eller af at være våde i bleen, undertrykker vi ikke de følelser, fordi de er nødvendige for vores overlevelse. Da barnet ikke har udviklet dets præfrontale cortex, kan følelserne, uanset hvilke og voldsomme de er, ikke undertrykkes. Barnet er derfor som et dyr i naturen, der ikke kan overleve uden hele tiden at være koblet til dets følelser og fornemmelser. Når barnet oplever noget det ikke kan håndtere, ved som det plejer at reagere gennem at udtrykke de følelser det oplever – og samtidig ikke kan kæmpe eller løbe væk for at undertrykke følelserne – er barnet efterladt med én mulighed. Barnet er tvunget til at undertrykke dets basale menneskelig behov for at blive hjulpet. Barnet er nødt til at zoome ud, fordi strategien for at overleve gennem at kalde på hjælpe, kæmpe eller flygte ikke er mulig. Det gør barnet i stand til at overleve oplevelsen, men prisen er den måde det ændrer barnets selvforståelse på. Barnet kan kun forstå det der skete på én af to måder. Enten ved at ændre på dets opfattelse af hvem det er – eller – ved at ændre på opfattelsen af dets tilknytning til den eller de personer der var involveret i oplevelsen. Oplevelsen, der ikke kan håndteres for barnet, involverer ofte primære personer, der netop skulle hjælpe barnet. Barnet kan dog ikke ændre dets forståelse af tilknytningen fra andet end absolut nødvendig for overlevelse – dengang, nu og i fremtiden. Derfor er børn ubetinget hengivne og evigt accepterende af alt hvad de bliver budt af deres primære personer. Det betyder, at barnet reelt er overladt til en forståelse af, at der er noget galt med barnet, siden det ikke blev hjulpet.
Vejen hjem går gennem selvkærlighed
Når mennesker i dag oplever stress i det store omfang det er tilfældet, er det meget sandsynligt fordi det der stresser os mest, er, at vi prøver at være noget vi ikke er. Når vi i den tidlige barndom gennem svigt i form af oplevelser (der ikke skulle ske – eller skulle ske, men som ikke skete) efterlades med en følelse af, at vi er ”forkerte” og med en krop der reagerer som om fortid er nutid, kæmper vi en ulige kamp for at blive til dem vi er. Vejen hjem til os som dem vi i virkeligheden er, går gennem selvkærlighed, fordi den kan afinstallere den programmering vores oplevelser har givet os. Når vi ser, at vi kan kontrollere visse ting i livet*, som fx vores vaner/rutiner/mønstrer, vores grænser, vores reaktioner, vores mulighed for at være i nuet og møde op autentisk, har vi en reel chance for at leve i det nu vi har, og ikke været bundet til fortiden.
*Ting vi ikke kan kontrollere:
hvordan andre lever deres liv
andres følelser
hvordan andre vælger at opføre sig
fortiden og fremtiden
hvad andre tænker om mig
Photo by Vasily Koloda on Unsplash
VIDSTE DU…
At vi i Komphash tilbyder specialiseret traumebehandling (SE Somatic Experiencing®) – misbrug eller ej? (også for forældre i familier med misbrug).
Få en gratis screening for traume og en uforpligtende intro til SE-terapi. Kontakt her