Jeg vil godt give kongen kredit for at have læst lokalet til perfektion. Også selvom det meget sandsynligt, er helt uden at vide det, at han rammer den allervigtigste udfordring vi som nation, eller i det hele taget beboere på denne planet, står overfor.
Vi har alle sammen set det, Vi ved det godt. Nogle siger ligefrem, at vi har tabt til techgiganterne i den opmærksomhedsindustri, der for længst har givet os det vi ikke selv var i stand til. Som individ er vi altid på jagt efter anerkendelse, og på den måde, efter accept og tilknytning til andre. Vi er, om noget, optaget af at vide, at vi ”hører til i flokken”, at vi er gode nok. Vi frygter mest af alt, at andre skal se vores ”fejl” og på den måde dømme os uværdige til at være en del af flokken, ultimativt, uværdig til at blive elsket. I en perfekthedskultur iscenesætter vi os selv, så flest mulig ser os og – forhåbentlig – giver os anerkendelse. Det er ikke narcissisme, men en måde hvorpå vi kan blive bekræftet i vores biologiske behov for at vide, at vi er en del af flokken.
“Jeg vil godt give kongen kredit for at have læst lokalet til perfektion”
Men teknologien er som rusmidler, kun et quickfix, hvor effekten hurtigt aftager, og et nyt fix er nødvendigt. Vi ved også godt, at der findes en mere ”ægte” måde at få anerkendelse og dermed tilknytning og kærlighed på, gennem det fysiske samvær med andre mennesker. Men når nu vi ikke behøves at gå ud og finde de mennesker, fordi vi bare kan trykke endnu en gang på glaspladen, bliver vi siddende og trykker videre, bevidstløst, og uden forbindelse til omverdenen eller os selv.
Før der var noget der hed ”traume”, har jeg talt om det faktum, at vi alle uden undtagelse, bliver foræret en ”lortesæk” i overgangen fra barndom til voksenliv. ”Lortesækken” består af de overvældende oplevelser vi havde i barndommen, og som satte aftryk i vores måde at forstå og tilgå verden på. I dag kalder vi de oplevelser for traumer. Oplevelserne er kendetegnet ved, at de var overvældende for os og at vi var understøttede i situationen. Vores biologi tog over, ved at afbryde forbindelsen til vores følelser og os selv, så vi kunne overleve i situationen. At det gav vores nervesystem en regning som vi meget senere i livet betaler af på, var i situationen uvæsentlig – det handlede om at kommer levende derfra.
De første to skridt i at hele fra et traume, eller ”sår” som traume betyder (”Traume” er græsk for sår), er at ”anerkende” og tage ”ansvar” for det der er sket med dig. I den situation hvor vi var truede, mistede vi kontakten til os selv, og genvandt den aldrig siden, da vi fik travlt med livet. Resultatet er, at vi alle går rundt og har mistet forbindelsen til os selv, og i det fix der blev os præsenteret gennem teknologiens anerkendelses-maskiner, mistede hinanden. Kære Frederik, du ved sikkert ikke hvor godt dit valgsprog er, men det rammer ned i vores dybeste behov som mennesker, nemlig at være forbundne, men også at forpligte os på at blive det igen – og holde den forbundethed intakt.
Som traumeterapeut, er jeg blevet bevidst om, at det der gør ondt i livet, altid er forbundet med ”lortesækken”. Den adfærd vi benyttede under den truende oplevelse dengang, gentager vi fortsat og helt automatisk, fordi den er så dybt indprentet i os, at vi slet ikke ser, at situationen vi står i nu, er en anden, og typisk slet ikke indebærer en trussel længere. Som misbrugsbehandler, har jeg set hvordan misbruget er et forsøg på at løse det oprindelige problem, nemlig traumeoplevelser, der efterlod individet med følelser af skyld, skam, utilstrækkelig og ikke at være god nok. Interessant nok, er det følelser, vi alle genkender, idet alle går igennem en barndom, hvor vi både blev givet noget vi ikke skulle have haft og ikke fik noget vi skulle have haft. Min pointe er, at stofmisbrug blot er et resultat af et forsøg på at slippe ud af den fastlåste situation, hvor truslen for længst er overstået, men hvor vi sidder fast i de følelser, situationen afstedkom.
Jeg vil gerne hjælpe dig med at slippe ud af den fastlåste tilstand du oplever, hvor dine følelser bare kører i ring, og det kun er et spørgsmål om tid, før du igen rammer ind i den næste konflikt, hvor du ender med at sidde tilbage, uforstående og frustreret over hvordan følelserne ikke bare vender tilbage igen og igen, men aldrig helt går væk, uanset hvad du prøver.
Jeg tilbyder derfor traumeterapi for alle, og du behøves ikke at have et misbrug, så længe du kan genkende situationen i dit liv med svære følelser, der genspiller sig selv igen og igen. Du fortjener at blive forbundet til dig selv og ikke at skulle bruge dit liv på at slås med noget der er overstået. Du kan bruge dine kræfter bedre; vi er her for at leve, ikke for at overleve.
Photo by Elijah Macleod on Unsplash