Jeg havnede på et yoga-hold

Hvordan jeg havnede på et yoga-hold for gravide – og hvorfor det er interessant for dig!

Da min hustru ventede vores første barn, gik hun på et yoga-hold for gravide. På et tidspunkt blev hun ”for gravid”, og måtte stoppe. Yoga-undervisningen var betalt, og hun så nødig, at pengene skulle gå til spilde (nordjyde). Derfor udtænkte hun er plan. Planen involverede mig. Ja. Du har gættet det. Jeg skulle gå til yoga. For gravide.

Stærk truet på min mandighed (dog uden at jeg skulle hoppe i en trikot) mødte jeg op til den følgende undervisningsaften og forklarede hvorfor, jeg var der. Der blev grinet en del den aften, men jeg klarede mig igennem undervisningen og uden at brække noget.

Af en eller anden grund, jeg ikke helt kan forklare, mødte jeg op næste gang. Og gangen efter. Faktisk kom jeg til alle undervisningsaftenerne den vinter.

Der gik en rum tid efter, hvor jeg egentlig bare nød at have aftenerne fri. Men yogaen havde fået fat. Den havde udstillet mig. Ikke fordi jeg så fjollet ud som eneste mand på et hold for gravide (det gjorde jeg!), men fordi den eksponerede min fysiske tilstand. Eller sagt mindre diplomatisk; at jeg var usmidig, og at der derfor var ting, min krop ikke kunne.

Den ufrivillige deltagelse på det yoga-hold blev til en rejse på foreløbig 16 år. Der er ikke gået en dag siden, uden at jeg har dyrket yoga. Ikke på et hold og slet ikke på et hold for gravide! Men bare derhjemme. Med en yoga-bog i den ene hånd, stående på en måtte, midt i stuen, har jeg lært mig øvelse for øvelse.

I dag er jeg helt klar over, at jeg dengang fik en gave. Yogaen er for mig blevet et arbejdsværktøj, jeg stresser af med og får fokus tilbage igennem.

Der er to ting i det her, som er interessant for dig.

Med denne historie vil jeg minde dig om, at det er i det ”ufrivillige” rum, at du udvikler dig. Du må – med mindre du har en hustru som mig, der er sød at hjælpe med den slags – bringe dig selv i nogle uvante og ikke selvvalgte situationer for at se, hvem du også er, og hvor du kan udvikle dig.

Vi ”løber alt for meget af de samme stier” som professionelle, fordi det er kendt og dermed trygt, og fordi det er dér, vi kan vise, hvad vi kan, rent fagligt. Vi gør med andre ord det, vi plejer, fordi det styrker vores selvforståelse og sender et billede til omverden om, at ”vi kan”.

Den anden ting er, at mine forestillinger om yoga ikke holdt stik (sorry guys!). Det viste sig, at jeg opdagede en ny verden, hvor jeg for en gang skyld måtte sande, at jeg fysisk var ”nybegynder” i ordets egentlige betydning. Jeg måtte indfinde mig i ”elevens rolle” og acceptere min uvidenhed og manglende evne for at blive bedre. Vores forestillinger holder os nede, fordi vi gerne vil vide men ikke lære. Ingen har lyst til at ”starte forfra” med noget, fordi det dermed bliver synligt for omverden, at her er noget vi ikke kan.

Som terapeut og siden under min uddannelse som supervisor faldt jeg over en virkelig skræmmende kendsgerning. Efter blot 50 ”face-to-face” timer som terapeut stagnerer vores udvikling som terapeuter. Vores terapeutiske kompetencer udvikler sig herefter ikke længere. Det tog mig ikke lang tid at konstatere, at jeg havde stået stille i rigtig mange år.

Derfor opfordrer jeg dig til at turde være ”elev” igen, være ligeglad med hvad andre tænker om det, du gør.

Hvordan ser din næste ”deltagelse på yoga-hold for gravide”-udfordring til dig selv ud?