Du kan ikke spare dig ud af en krise

Afvænning af hashmisbrug

Kommunerne er presset

Seneste har vi kunne læse, at Slagelse Kommune skal spare 8 procent på serviceudgifterne til næste år. Det svarer til 323 millioner. Det vil borgerne komme til at mærke. Alene på Børne- og ungeområdet er der lagt op til en besparelse på 90,6 millioner til næste år.

De unge der allerede har hvad der kan virke som uoverstigelige problemer, vil blive ramt af besparelserne. Løsninger koster og de unge der har mest brug for at få løst problemer i deres liv, må nu tilsyneladende væbne sig med tålmodighed. En tålmodighed de selvfølgelig ikke har, da livet er uudholdeligt og hjælp er påkrævet nu og her.

Opholdsstederne mærker det

Pressede kommunale budgetter, betyder pressede opholdssteder. Med færre visiteringer, kæmper opholdsstederne om at få indskrevet de unge, der står og har brug for hjælp. Nogle opholdssteder lykkes, mens andre er lukningstruet eller helt må dreje nøglen om.

Hvad gør overleverne?

Opholdsstedernes strategier for at klare den hårde konkurrence varierer. Nogle bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller. Vilkåret er, at det enkelte opholdssted aldrig er bedre end den sidste ung, de har haft i gennem. De lever med andre ord af de gode historier som de er i stand til at skabe. Uden at det her skal være en coachingtime for opholdssteder, så er der en strategi, der ser ud til at virke, mere end andre. Der er i hvert fald én ting, der kendetegner “overleverne”. De investerer. I en tid hvor pengene er små og der kommer færre ind, er vejen ud af krisen investering. De investerer i de kompetencer, der skal sikre, at de – modsat resten af feltet – skaber de gode historier, der giver visitationerne og dermed overlevelsesgrundlaget.

De er tungere i virkeligheden end på papiret

De unges problematikker er massive og komplekse. Reglen er, at misbrug er en del af den samlede problematik. I en kombination af manglende forståelse (ikke sagsbehandleres speciale) af hashens reelle invaliderende konsekvenser (herunder manglende indlæringsevne), akut behov for anbringelse og opholdsstedernes naturlige sult efter indskrivninger, går unge gennem døren til opholdsstederne, uden at et personale der er klædt på til at arbejde kvalificeret med misbruget. Misbruget kommer på den måde til at stå i vejen for at opholdsstedet kan levere den kerneydelse de har.

Sat på spidsen

Så længe hashen er en del af ligningen i den unges komplekse problematik, kommer vi ikke videre i løsningerne – trods ellers godt socialpædagogiske arbejde på opholdsstederne. Sat på sidsen, er det gode arbejde, skønne spildte kræfter, hvis der ikke også arbejdes kvalificeret med misbruget. De egenfærdigheder og faglige kompetencer som opholdssteder er verdensmestre i at lære de unge, forsvinder op i røg. Resultatet bliver, at nogle unge til sidst udskrives, da de ikke kan fungerer med de konsekvenser der iværksættes for at holde rammen, mens andre unge lever på tålt ophold og bliver fredet (læs får lov at gå i fred), fordi alternativt – at smide dem ud – ikke er en mulighed, fordi det koster.

Vejen ud af krisen

De gode folk jeg har mødt på opholdsstederne rundt om i landet, er oprigtigt optaget af at hjælpe. De anstrenger sig hver dag og forsøger at nå ind til de unge og gøre en forskel. Medarbejderne ender dog med at give fortabt med stor personaleomsætning til følge. En undersøgelse af årsagen til at sagsbehandlere gik ned med stress, viste, at det ikke skyldtes mængden af arbejdsopgaver, men derimod følelsen af ikke at kunne hjælpe. Jeg vil tro at det samme gælder for medarbejderne på landets opholdssteder. Hvis ikke opholdsstedernes ledere investerer i en krisetid ved at klæde personalet på, forsvinder både de gode medarbejdere der skaber de gode historier, og de indskrivninger, der overhovedet muliggør dem.