Mennesker i den situation er ofte bekymret for, at deres manglende hukommelse, hæmmer deres healing af oplevede traumer.
Der er heldigvis en række gode grunde til at svaret er et opmuntrende nej.
Et traume er ikke det der skete med dig, men hvad der skete indeni dig, som et resultat af traumet. Peter Levine (grundlæggeren af Somatic Experiencing, en kropslig og bevidsthedsmæssig tilgang til traumebehandling) minder os om, at traume er en ”brudt forbindelse” til os selv – vores krop, vores vitalitet, vores virkelighed – og til andre. Det betyder, at så længe vi er i live, er der mulighed for at vi kan genoprette forbindelsen. Vi har ikke brug for fortiden til det formål, kun dette øjeblik, her-og-nu. Det er den første grund til at vi ikke behøver at fortvivle over den manglende hukommelse af vores barndom.
Men der er en anden og mere praktisk grund. Nemlig at det faktisk ikke er sandt, at vi ikke kan huske. Vores minder viser sig hver dag i vores relation til os selv og til andre, hvis bare vi ved hvordan vi genkender dem. Hver gang vi bliver ”trigget”, altså pludselig fanget i uønskede følelsesmæssige reaktioner – er det fortiden der viser sig som et ekko af vores barndom, som vi faktisk oplevede den. Der er forskellige veje til at hente den slags kodede minder ved at bruge her-og-nu følelser og kropsoplevelser, og derigennem finde frem til deres oprindelse. Det er det vi gør i traumeterapi. Vi kan slippe ud af traumernes greb ved at forstå dem på baggrund af deres oprindelseshistorier.
”Da jeg følte mig ked af det, hvem talte jeg med?”
Hvis man sidder med en oplevelse af en glad barndom og samtidig er konfronteret med fx kronisk sygdom, følelsesmæssige vanskeligheder, misbrug, eller at man kæmper for at være autentisk, er det værd at overveje følgende spørgsmål: ”Da jeg følte mig ked af det/ulykkelig/vred/forvirret/ensom/mobbet, hvem talte jeg med?”, ”Hvem fortalte jeg det til?”, ”Hvem betroede jeg mig til?”. Ofte er svaret ”ingen”, simpelthen fordi der ikke var en voksen ”nogen” til rådighed. Typisk har der været tale om en tidlig afbrudt forbindelse, altså at man før episoden, ikke havde adgang til den støtte og hjælp man havde brug for i situationen. Når man som barn efter den tidlige afbrudte forbindelse, senere i livet ikke rækker ud når behovet er der, skyldes det en udviklingsmæssig unormal tilpasning. Man har lært, at der ikke er nogen at tale med eller betro sig til og ender derfor med at skulle forstå og gå igennem den vanskelige episode alene. Det lægger desværre grunden for flere traumer.
Hvis vi havde kunne tale med nogen, ville vi haft en chance for at forstå hvad der skete indeni os, som et resultat af den vanskelige episode, og vi kunne være kommet videre fra en traumatisk oplevelse uden at det blev et traume.
Photo by Gary Meulemans on Unsplash