“Behandling” betyder “Sprog til forandring” og behandling er på den måde et dialogværktøj. Men er det kun “behandlere”, der kan bruge værktøjet i HAP-metoden?
Læs med her.
Sådan har vi hidtil fundet de behandlingskrævende
Det opsøgende personale, eller frontpersonalet, er der ude hvor de unge er, og kan med den tætte kontakt de har, opdage og formidle den hjælp de har brug for. Når der er brug for hjælp, sendes de unge “ned i gennem rækkerne” af fagfolk, til de endelig når frem dem der skal levere hjælpen. Når det gælder mennesker med et behandlingskrævende misbrug, er det behandlerne der tager imod og afvikler misbruget.
Men det er en forældet tænkning…
Erfaringsmæssigt har vi set, at når hashrygeren når ned til behandleren, har han for længst tabt motivationen. Motivation kan ikke akkumuleres – den er der eller er der ikke. Vi (eller rettere hashrygeren) kan ikke vente på at “systemerne taler sammen” og hjælpen aktiveres. Når de endelig sidder foran behandleren, er motivationen blevet tabt et eller andet sted på vej mod hjælpen.
Derfor er dem der har kontakten med hashrygeren – uanset hvor i rækkerne de står – nødt til at kunne hjælpe med misbruget her-og-nu.
Behandling handler ikke hvem der gør noget, men hvad man gør
“Behandling” er ikke noget der SKAL foregår siddende omkring et bord og som SKAL udføres af fagpersoner som arbejde klinisk som terapeuter, psykologer e. lign. Behandling kan udføres af alle, så længe de har de rigtige kompetencer. Behandlingen bør starter, når dialogen starter, og udvikles derfra. Det er lettere at etablere og udvikle en dialog med en fagperson man allerede kender og har en god relation til. Chancerne for at en overlevering til en behandler lykkes, er altså et spørgsmål om tid, men oddsene er også ringe, fordi hashrygeren har vanskeligt ved at møde nye mennesker og indlede en dialog.
Derfor har vi siden vi startede HAP-uddannelsen i Danmark, uddannet fagfolk på tværs af faggrupper, fx pædagoger, støttekontaktpersoner, socialrådgivere, psykologer, sygeplejersker, læger, ungerådgiver og jobkonsulenter.
Fra forskningen ved vi, at den bedste indikator for at personen der brug for hjælp, får den hjælp han ønsker, er relationen. Jo bedre relation, desto bedre udbytte af behandlingen. Derfor bør dem der allerede har en god relation – og måske tilmed er i gang med dialogen – have værktøjet til at hjælpe her-og-nu.
Skriv dig på ventelisten og få direkte besked, når næste HAP-uddannelse afvikles.
I Komphash har vi vendt tilgangen på hovedet.
Vores emotionelle behov er uforandret gennem livet. Vi har til en hver tid behov for at føle at vi er i sikkerhed, at vores grænser respekteres og at vi er elsket. Hvis de behov ikke opfyldes, tilpasser vi vores adfærd. Hvis vi bliver udsat for traumatiske oplevelser, er vores mulighed for at få opfyldt disse behov, kompromitteret.
Problemet med de traumatiske oplevelser er, at de (og længe før misbruget etableres), resulterer i tilpassede adfærdsmønstre, som dengang traumet fandt sted, tjente sit formål, men som senere i livet giver en række problemer i relationen til andre mennesker. Hvis de mønstre og de sammenstød med omgivelserne det giver, skaber tilstrækkelig grad af mistrivsel, kan en udvej blive rusmidler som en måde at håndtere den emotionelle smerte på.
I Komphash har vi vendt tilgangen på hovedet.
Vi giver stadig konkrete værktøjer til at stoppe hashrygningen én gang for alle, men er opmærksom på rækkefølgen i problemernes udvikling, og dermed kendsgerningen om, at der bag et misbrug er et traume, der er ubehandlet. Derfor handler misbrugsbehandling i første omgang om at se, at misbruget ikke er problemet, men at misbruget blot var et forsøg på at løse et underliggende problem.
Læs mere her