En subkultur af hashrygere?

Skaber vi selv en subkultur af hashrygere?

Når jeg er ude omkring på landets skoler og tale med ledere og lærere, så hører jeg ofte, at det kommer bag på dem, at de har hashrygere blandt eleverne.

Skolerne er tydelige i deres holdning til hash. Jeg tror ikke, at man kan gå ind på en dansk skole, hvor man ikke har en klar holdning om, at hashrygning og skolegang er uforenelige størrelser. Retorikken i skolerne er på den måde kommet langt. Længere end det samfund der omgiver skolerne. Her abonnerer man stadig på de kendte flertalsmisforståelser om hash.

Det betyder, at selvom skolen står skarpt med deres holdning, så bringer eleverne og forældrene den problematiske retorik ind i klasserne. Problematisk fordi den ukritisk er overtaget af andre, der heller ikke gjorde sig den ulejlighed at faktatjekke det, de hørte. Det her handler ikke om, hvem der er skyld i skolernes udfordring med hashrygende elever, for det ved vi allerede. Det er vi alle sammen. Vi anholder ikke den problematiske retorik, når vi møder den, men bærer den velmenende videre til den næste person vi møder. Derfor giver det god mening at anholde den retorik i døren ind til skolen ved tydeligt at udtrykke holdningen.

Men det løser ikke problemet. Vi er nødt til at finde en balance mellem at være tydelige i vores holdning og skabe et rum for dialog. Dialogen skal ikke bidrage til at diskutere holdningen men til at tale om, hvad vi gør ved, at elever ryger hash.

Når skolerne oplever, at problemet er større, når det endelig opdages, er det fordi, man har manglet dialogen. Når holdningen klart er, at ”hash er no go”, og at man ryger ud, som fx på efterskoler, så får det eleverne til at lukke om sig selv. Hvis det betyder udsmidning, er det for risikabelt at italesætte. Eleverne holder den viden, de har om deres kammerater, tilbage, og hashrygeren får lov at fortsætte sin hashrygning. Det skaber en subkultur i kulturen, hvor eleverne lukker af for omgivelserne og klarer problemerne selv.

Således har jeg for nyligt talt med en skole, der måtte ændre deres strategi. Fra hashrygning er lig med udsmidning til ”kom og sig det – du ryger ikke ud – men vi tager urinprøver og finder hjælp til, at du kan afvikle hashmisbruget”. Eleverne var begejstrede for denne kovending. Ikke alle kom og sagde det, men mange valgte det, fordi de ikke kunne ryge ud. Vi skal være tydelig og mane den problematiske retorik i jorden og samtidig vise det pædagogiske mod til at åbne for en dialog.