Psykoser og psykisk sygdom

Vi ved, at der er en sammenhæng mellem cannabisbrug i ungdomsårene og senere udvikling af psykosesymptomer eller skizofreni. Den grundigste gennemgang af sammenhængen mellem cannabisbrug, psykosesymptomer og skizofreni er belyst i en metaanalyse over syv forløbsundersøgelser.

I flere af undersøgelserne i denne litteraturgennemgang har man korrigeret for forstyrrende faktorer. Risikoen for en psykose er i gennemsnit øget med 41 procent blandt dem, der har røget cannabis mindst en gang (1). Vi ved ikke hvilke mekanismer, der er ligger til grund for, at cannabis kan forårsage psykosesymptomer. En teori er, at den forstyrrelse, som indtagelsen forårsager på sanser, opmærksomhed og eksekutive funktioner, kan være medvirkende.

I en række prospektive undersøgelser (2) er der et konsistent dosis-respons-forhold mellem cannabisbrug i ungdomsårene og risikoen for at udvikle psykotiske symptomer eller skizofreni.

Sammenhængen mellem cannabisbrug og psykoser eller skizofreni har været anerkendt gennem to årtier på mindst fire måder:

  1. Cannabis producerer mange flygtige skizofreni-lignende positive, negative og kognitive symptomer hos nogle sunde mennesker
  2. Hos dem, som har en psykotisk forstyrrelse, kan cannabis forværre symptomerne, fremkalde tilbagefald og have negative konsekvenser for sygdommens forløb (Manrique-Garcia et al., 2014)
  3. Ved et omfattende cannabisbrug kan sårbare personer udvikle en psykotisk sygdom, som er forbundet med den alder, hvor anvendelsen af cannabis begyndte, styrken af THC i cannabissen, anvendelsens hyppighed og varighed
  4. Cannabisbrug er forbundet med, at skizofreni udvikles i en tidligere alder. Det er sandsynligt, at eksponering for cannabis er en “del-årsag”, som interagerer med andre faktorer for at fremtvinge skizofreni eller en psykotisk forstyrrelse, men er dog hverken nødvendig eller tilstrækkelig til at kunne gøre dette alene. Symptomer på skizofreni forværres ved anvendelse af cannabis samt af cannabissens styrke. Symptomernes omfang hænger sammen med mængden af cannabis og anvendelsens hyppighed

Cannabis inducerede psykoser kan opdeles i to hovedgrupper. Den første er de toksiske psykoser. De toksiske psykoser opstår under den akutte rus. En variation af den toksiske psykose indebærer konfusion og delirium, der går over, når cannabissen er ude af kroppen. En anden og værre variation er den cannabisudløste psykose, som kan vare i flere uger. Personer, der oplever denne form, har vrangforestillinger og er desorienterede i tid og rum. Der kan optræde hallucinationer, og aggressivitet er almindelig. Omkring 10 procent af alle cannabisrygere rammes af en sådan toksisk psykose.

De funktionelle psykoser, der udgør den anden hovedgruppe, kan optræde kortere eller længere tid – og nogle gange flere år – efter cannabisrygning. Funktionel henviser til, at psykosen påvirker hjernens måde at fungere på. Personen, der oplever en funktionel psykose, har forvredne tanker, vrangforestillinger og paranoide ideer. Person kan være meget udadreagerende eller optræde meget indadvendt. Svær angst er almindelig.

 

1) Litteraturgennemgang af 7 forløbsundersøgelser af sammenhængen mellem cannabisbrug, psykosesymptomer og skizofreni. Offentliggjort i The Lancet (2007).
2) The health and social effects of nonmedical cannabis use”, WHO 2015.