Har efterskolerne rigtige regler?

Har efterskolerne de rigtige regler men de forkerte konsekvenser?

Efterskoler landet over oplever lige nu unge, der benytter snus fordi det giver en rus, og fordi de ser rollemodeller i idrætsverden gøre det. Snus er dog ikke problemfrit og er ikke et sundere alternativ til rygning, da snus er forbundet med risiko for bygspytkirtelkræft, sukkersyge, og som cigaretrygning også har nikotinens påvirkning af hjernen som konsekvens.

Efterskolerne har svaret igen på elevernes snusvaner med hjemsendelse og udsmidning. I forrige uge sendte en efterskole 30 elever hjem på tænkepause. For præcis to år siden sendte en jysk efterskole 25 elever hjem pga. hashrygning. Det ser ud til, at problemet har skiftet navn, men at det ikke er løst.

Hjemsendelse og udsmidning er standardsvaret på rusadfærd, men tydeligvis ikke løsningen, da det ikke får eleverne til at ændre adfærd. Pointen, som efterskolerne før eller siden må nå frem til, er, at det ikke går væk, fordi de siger, at de ikke vil have det.

Særligt for efterskoler og gymnasier er der en ”image-udfordring” pga. kampen om elever – eller måske snarere – forældre. Forældre ved dog godt, at hverken snus eller hash forsvinder, fordi skolen siger, at de ikke vil have det. Snus og hashrygning skal ses som bare nogle af de problemer, der kan vise sig blandt eleverne.

Skoler bortviser ikke elever der har anoreksi eller andre problemer; de forsøger at finde en løsning sammen med eleven, netværket og fageksperter. Skolerne bør tale til potentialet i eleverne, ikke til frygten ved at true med hjemsendelse og udsmidning, da det kun giver afstand og lukkethed mellem skolen og eleverne. Det ved skolerne godt, men når de ender med at sende elever hjem eller smide dem ud alligevel, må det handle om, at de ikke ved, hvad de ellers skal stille op.

En del af forklaringen på, at skolerne sætter ind med denne eksklusion fra gruppen-løsning, er også, at skolerne ønsker at sende et signal til de øvrige elever. Men det virker ikke. Skolerne er nød til at gå fra nultolerance til fleksibilitet i erkendelse af, at elever er forskellige, og at de skal mødes individuelt. At man som skole må søge samarbejdet og invitere til forhandling om en løsning.

Det betyder ikke at snus eller hashrygning skal være tilladt på skolen, men at skolen reagerer med nultolerance, fordi de er bange for at blive opfattet som ”den skole hvor man må bruge snus eller ryge hash”. Der er ikke et modsætningsforhold mellem at være tydelige omkring det uacceptable i snus og hashrygning på den ene side, og at tage sag for sag og lade dialogen og samarbejdet bestemme forskellige konsekvenser på den anden.

Man kunne frygte, at nogle skoler mangler det pædagogiske mod til at tage denne udfordring op på en anden måde, fordi det vil udfordre deres image og dermed tiltrækningskraft på elever og forældre. Men skolernes erfaringer så langt viser, at der skal noget andet til. De skoler, der tør gå vejen ad dialog og individuelle løsninger, får helt sikkert mere arbejde, men også større åbenhed og samarbejde fra de elever, skolerne under alle omstændigheder gerne vil hjælpe.